Iiiiih... kender I det, at det hele bare føles som noget møg? Sådan et par dage har jeg haft nu her..
Har bare været helt nede i kulkælderen.. mega trist og sur og ked af det over ingenting.
Jeg ved til dels godt, hvorfor jeg er sur... Jakob og jeg havde et skænderi i lørdags, som jeg føler ikke helt blev løst og jeg kan ikke bare lade det ligge og lade som om, at alt er i orden, når jeg ikke synes det er.
Og måske ved jeg også godt hvorfor jeg er ked af det..
Det er jo sommer og man skal pludselig ikke have ret meget tøj på. Så det er den samme gamle sang, om at jeg hader min krop og ikke føler mig tilpas i noget tøj og synes jeg er frygtelig grim. Det sker hver sommer...
Men det er sq da også mærkeligt, at jeg SLET ikke taber mig? Jeg bliver bare tykkere og tykkere, selvom jeg spiser sundere og ikke spiser slik og chips og drikker sodavand..
Jeg spiser endda sundere almindelig mad. Men nææh nej..
Jeg spiser endda sundere almindelig mad. Men nææh nej..
Jeg tabte mig ret meget, da jeg arbejdede i Jylland og var på det tidspunkt mere eller mindre tilfreds med mit udseende. Men siden da har jeg taget over 20 kg på.
Men problemer er lidt, at da jeg boede i Jylland, arbejdede jeg over 50 timer om ugen, jeg spiste højst to gange om dagen (som oftest kun en enkelt gang) og jeg havde stress. Så er det da klart man taber sig helt vildt?!
Men vil det sige, at jeg kun kan tabe mig, når vi er ude i ekstremerne? Skal jeg virkelig være syg før der sker noget? Eller arbejde til jeg nærmest falder om?
Jeg føler jo de her sider på facebook, om de her piger der har vejet over 100 kg og nu vejer det de skal. Og de skal jo være en enorm motivation og inspiration for os andre, der står i samme situation. Det er jo bare helt almindelige piger, så hvis de kan, så kan vi andre også..
Men det er som om, at jeg slet ikke bliver motiveret eller inspireret... jeg får bare dårlig samvittighed.. For hvis de kan, burde jeg også kunne.. Men det kan jeg jo tydeligvis ikke? Så må der jo bare være noget galt med mig?!